Ligeledes er det vigtigt at sikre en fri og uafhængig presse. Pressen skal kunne holde magthaverne i ørene, således at vi som befolkning kan få indsigt i beslutningsprocesserne hos myndighederne og regeringen.
Derfor bliver pressen ofte refereret til som den fjerde statsmagt. Og med god grund. Journalister graver hver dag historier frem over hele verden, de dokumenterer begivenheder og derigennem bliver bla. magthavere holdt i ørene og stillet til ansvar.
Vi har brug for en fri og uafhængig presse i et velfungerende demokrati.
I Danmark har vi nemlig siden 2013 haft Offentlighedsloven. Også kaldet Mørklægningsloven. Den har i den grad gjort det sværere at finde ud af hvordan landet styres. Offentligheden har fået sværere ved at kigge magthaverne og forvaltningerne efter i sømmene. Det er et demokratisk problem at afstanden mellem magthaverne og borgere bliver større, og at borgerne bliver afskåret fra den politiske proces.
Under den siddende regering er der desværre et bunke af sager, som offentligheden stadig mangler svar på. Det til trods for at landes journalister ansøger om agtindsigter i stride strømme.
Vi trænger til en reform af Offentlighedsloven, så det bliver muligt at tilgå information fra den offentlige forvaltning. Det skal ikke være muligt at afvise agtindsigter under henvisning til bla. ministerbetjeningsreglen. Det er nemlig gennem åbenhed at de bedste beslutninger træffes. Åbenheden garanterer at der er et sagligt grundlag bag beslutningen.
Og det er de bedste beslutninger vi har brug for at træffe, for den forsatte bedst mulige udvikling af Danmark.
Regeringen vil det anderledes, De har fremsat forslag om at stramme Offentlighedsloven.
De har fundet på en ny gummiparagraf, der hedder at medier og borgere kan nægtes agtindsigt, hvis regeringen vurderer at det er ”chikane”. Det kan bruges i de fleste aktindsigtsanmodninger, og dermed endnu engang gøre det sværere for pressen og dermed befolkningen, at få indsigt i beslutningsprocessen i regering og hos myndighederne.
Altså når jeg tænker på hvor mange gange statsminister og hendes ministre og deres regeringsførelse har været i fedtefadet de sidste tre år, så kan jeg ikke lade være med at tænke at de godt ville have haft chikanekortet tidligere.
For det var jo kun på grund af vedholdende journalistisk arbejde at hele minkskandalen overhovedet blev udrullet.
Men der er desværre endnu mere: udligningsloven, epidemiloven med de slettede e-mails mellem sundhedsstyrelsen og statsministeriet, og de slettede SMS’er i minksagen.
Vi har på papiret en fri presse i Danmark. Og vi er glade for det, vi hylder i hvert fald den 4. statsmagt.
Men når jeg ser på hvordan Mette Frederiksen og hele hendes regering har kæmpet med næb og klør i hele regeringsperioden, for at holde magtapparatet med alle beslutningsprocesser og beslutningsansvar lukket, så bliver jeg bekymret.
