Legalisering af rugemødre

Jeg mener at kvinder i Danmark selv skal kunne bestemme om de vil være rugemødre eller ej. Det er vores krop – og vores livmoder. Fra vi er helt unge må vi endda selv bestemme om vi vil have en abort eller ej. Vi er således som kvinder i et frit ligestillet liberalt demokrati opdraget af samfundet til at tage ansvar for og stilling til vores egen livmoder, og hvad den skal bruges til og hvornår.

Det er allerede i dag lovligt at donere både æg og sæd. Det er også lovligt at være rugemor. Men det er bare ulovligt for alt sundhedspersonale at hjælpe med insemination i Danmark, hvis der er mistanke om at kvinden er rugemor. Og det er ulovligt at formidle kontakt til en rugemor og at søge efter en.

Det betyder at de par, hvad enten de er homoseksuelle eller heteroseksuelle, der brændende ønsker sig at blive forældre til et barn med deres egne gener, bliver presset til enten at benytte et illegalt marked i Danmark, eller tage til udlandet med det besvær og risiko der medfølger, for at få den sikre medicinske assistance der er nødvendig. Begge dele er højrisikofyldt og meget dyrt. Tiltros for det er der ifølge advokat Louise Traberg Smidt et sted mellem 75 og 100 børn i Danmark, der årligt kommer til verden på den måde.

Til det kommer risikoen ved at gennemføre sådant et projekt i udlandet, under udenlands lov. Hvad nu hvis? og hvor står de vordende forældre rent retssikkerhedsmæssigt? Jeg vil blot minde om TV2 dokumentar ”Den Falske Rugemor”. Den ligger stadig tilgængelig online i deres bibliotek, for dem der måtte have lyst til at se den.

Og selv hvis graviditeten går godt, vil rugemoderen stadig stå som forældremyndighedsindehaver af barnet. Alene fordi hun fødte barnet. Og det er noget rod med 3 forældre myndighedsindehavere. Og endeligt er det er også noget rod at have et barn med en person (her den illegale rugemor) der fra starten ikke ønsker at deltage i barnets liv. På dette område har vi en forældet lovgivning i Danmark, der slet ikke tager højde for hverken nye familieformer eller moderne medicinske muligheder.

Ved at legalisere bruges af rugemødre i Danmark vil det være muligt at lave ordnede forhold på området, og sikre både klare linjer og retssikkerhed for alle parter. Det er allerede i dag lovligt at donere både æg og sæd, så der er tale om at rugemoderen alene skal vælge at ”bære” graviditeten. Det fremtidige barn vil således ikke dele gener med hende på nogen måde.

Det vil være muligt at hente inspiration fra andre lande om hvad de har gjort sig af erfaringer på området, og læne sig op ad det. Der skal laves en proces og aftale der bør omfatte:

  • En pre-screening af rugemødrene, ligesom man gør i andre lande. Den kan omfatte visse krav til rugemoderen. F.eks. at hun aldersmæssigt skal være indenfor et vist område. Det kan være et krav at hun selv har fået børn, og således har et kendskab til hvad det vil sige at være gravid. Der kan være visse krav til hendes helbredsmæssige tilstand. Det skal omfatte bla. en vurdering af hendes psykologisk robusthed og motivation for at gennemføre projektet.
  • Det skal også være klart hvad rugemoderen kan forvente af bla. psykologisk støtte både før, under og efter graviditeten. Skal der være en form for kontakt imellem rugemoderen, og barnet og familien fremover? Ellers skal der være mulighed for anonymitet som vi kender det fra sæddonationer?
  • Man skal også fastsætte hvad de kommende forældre må deltage i under graviditeten, og hvilken sundhedsinformation om både graviditeten og rugemoderen de må have adgang til.
  • Endeligt må man lave en form for kontrakt der klart binder fremtidig forældremyndighed til begge de kommende forældre, og hvornår barnet skal ”overdrages” til dem. Naturligvis medmindre der er medicinske årsager til andet.
  • Man kan fastsætte den økonomiske kompensation kvinden modtager for at være rugemor. Jeg forestiller mig ikke at der alene vil være et fuldstændig altruistisk engagement fra rugemoderens side. Men omvendt skal det heller ikke være ”et job”. De kommende forældre må ligeledes også dække de udgifter rugemoderens arbejdsplads måtte have til den periode mod slutningen af graviditeten, hvor rugemoderen går fra. Og også hvis der skulle opstå komplikationer under graviditeten, og rugemoderen således må være sygemeldt i en periode. F.eks. pga. bækkenløsning.

Det kan let løbe op, men til sammenligning så koster det ca. 1.000.000,- kr. at benytte en rugemor i USA i dag, inkl. rejser, advokater, hospitalsophold osv. Det er en stor sum penge, som ikke bliver brugt i Danmark. Det er min erfaring at de fleste der har et dybt ønske om at blive forældre, næsten vil gøre hvad som helst, for at opnå det.

Dog er det kun på det illegale uregulerede marked desperate mennesker kan blive afpresset, snydt og bedraget. Det kan de ikke i reguleret system. Det viser al erfaring gennem tiden, på tværs af alle typer sundhedsbehandlinger. Og erfaringen viser også at frie danske kvinder godt selv kan bestemme over deres egen livmoder.

Charlotte Nellemann

Folketingskandidat i København for Liberal Alliance

Relaterede politiske emner

Andre mærkesager

Et fokus på Københavns infrastruktur

København vokser og vokser hvert år. Flere tusinde mennesker flytter til byen hvert år. Og som livstidskøbenhavner kan jeg godt forstå det. Det er en dejlig by. Men for at København forsat kan være dejlig at bo i, og udvikle sig fornuftigt er vi nødt til at tænke os godt om.

Reformering og afbureaukratisering af sundhedssystemet

Sundhedsvæsnet skal igen være en attraktiv arbejdsplads. Så vi kan tiltrække de dygtigste medarbejdere, også fra udlandet, og fastholde dem. Sådan får vi alle sammen en bedre service for vores skattekroner, og en sundere befolkning med en højere livskvalitet.

Copyright © Charlotte Nellemann

Giv et økonomisk bidrag i min kamp mod et mere liberalt Danmark

Doner via MobilePay

Overfør til 299665 og marker din betaling med “Charlotte” + [dit navn/selskab]

Doner via bankoverførsel

Reg.nr.: 3409
Konto nr.: 3409235387
Bank: Danske Bank

Skriv Charlotte + navn/selskab som besked til modtager